Cuba

Vi hjælper i Havanas fattigste kvarter

Aktiv Mission indgik i april 2019 en samarbejdsaftale med metodistkirken i hovedstaden Havana, der rækker ud til mennesker med fødevarehjælp. 

Det kommunistiske styre på Cuba har givet friere tøjler til religiøse samfund. Derfor vinder troen frem blandt flere cubanere, og den evangelikale kirke er i vækst. Det var en stor overraskelse for den danske delegation, som i april var på Cuba for at indgå en aftale om samarbejde med vores nye cubanske partner.

”Den evangelikale kirke på Cuba vokser og er meget større, end vi havde regnet med og fylder angiveligt nu mere end 20 procent i kirkelandskabet. Den vækst er vi glade for nu at være en del af,” fortæller projektkoordinator Ruth Cilwik Andersen.

Ét med de fattige

Aktiv Mission fik kontakt til vores nye samarbejdspartner gennem Yosvany Torres, der driver en salsaskole i København, og hans kone Alicia.

Læs om Alicia og Yosvanys møde med præsten Neubel Aguilar Manresa: Rørt over dedikeret præst

Valget faldt på metodistkirken i den allerfattigste bydel San Miguel del Padron i Havana, hvor præsten Neubel Aguilar Manresa rækker ud til mennesker med evangeliets gode nyheder, fødevarehjælp til fattige og støtte til kræftramte børn.

”Det var tydeligt foros at se, at familien fuldstændigt har overgivet sig til arbejdet blandt de lokale, og Aktiv Mission bakker nu op med et fast beløb hver måned”, fortæller Ruth Cilwik
Andersen.

Danske dansere donerede

Med vores relation til det danske salsamiljø i København har Aktiv Mission også fået en ny målgruppe for støtte til Cuba som projektland. En gruppe danske salsadansere var nemlig for nylig på Cuba med Yosvany Torres og afleverede en donation med fødevarer til metodistkirken.

“Et rørende møde mellem præsten og danserne, som krydsede hjerter og veje på smukkeste vis i kærligheden til øen, cubanerne og livet. Og det er jo præcis den vej
missionen skal ud af,” fortæller Ruth Cilwik Andersen begejstret.

 

Rejs med til Cuba i 2020

Drømmer du om at komme helt tæt på det cubanske liv? Så har du en unik mulighed fra den 29. februar til den 12. marts næste år.

Aktiv Mission er medarrangør på en rejse til Cuba i 2020, hvor du kommer helt tæt på de lokale og møder vores nye samarbejdspartner Neubel Aguilar fra metodistkirken i Havana.

Læs mere om turen her