Yosvany og Alicia
Af Mette Schwartz 24. sep 2019 |

Rørt over dedikeret præst

Alicia og Yosvany Torres hjalp Aktiv Mission med at etablere kontakter på Cuba, og mødet med metodistpræsten Neubel Aguilar Manresa gjorde stort indtryk på dem.

“Jeg kan lide præsten. Han har et stort hjerte for kirken og folk i området. Det han har gjort, det har ikke været let,” fastslår Yosvany Torres. Og Yosvany ved, hvad han taler om. Han er nemlig selv født og opvokset i området San Miguel del Padron, som er den fattigste bydel i hovedstaden Havana. Her har de unge opgivet uddannelse og arbejde. I stedet tyer de til kriminalitet, bander og prostitution. Det er heller ikke ualmindeligt, at børn bor alene, fordi forældrene enten er i fængsel eller er fraværende i hjemmet.

Driver salsaskole i København

I dag bor Yosvany i København, driver virksomheden Cubansk Danseskole, og er gift med Alicia, som han har to børn med. Parret arrangerer løbende salsa-rejser til Cuba for danske dansere. Alligevel var det nyt for Alicia at se den side af Cuba, og præstens arbejde gjorde stort indtryk på hende. “Det var meget rørende at møde Neubel. Hans projekter gik lige i hjertet på mig - både som mor og menneske. Han hjælper og giver omsorg til de fattige, gamle og børn, som bor alene, fordi deres forældre enten er prostitueret eller i fængsel,” fortæller Alicia.

Folk smed æg på kirken

Præsten flyttede med sin familie til området for tre år siden og startede kirken op med sit eget lille overskud fra, hvad han havde tjent i turistbranchen. Men i begyndelsen var der ingen åbne arme, som tog imod dem. Tværtimod, fortæller Yosvany. ”Folk smed æg på døren, stjal fra kirken og havde ingen respekt. Hvad vil du her? Du kan ikke hjælpe eller redde nogen her alligevel, var folks attitude. Men Neubel fortsatte med at hjælpe og give mad, og efterhånden vandt han deres respekt. På tre år er kirken vokset fra fem til ca. 200 mennesker.” 

Lærer folk at give

Udover fødevarehjælp, så arbejder præsten også med at ændre folks mentalitet og genopbygge deres selvværd. Fattigdommen har lært dem at holde fast på sit eget og tænke mest på sig selv. Men det lærer præsten dem at bryde,” forklarer Alicia. ”Neubel lærer dem at give. Det kan være noget legetøj til kræftramte børn eller en ble, eller andre småting. På den måde styrker det folks selvværd, når de har noget af værdi, som de kan give videre til andre.”

Mindet om hvad kirken kan

Den kristne tro og kirken er ikke noget som har fyldt meget i hverdagen for Alicia og Yosvany. Men mødet med præsten har mindet dem om, hvad kirken gør og kan i et lokalsamfund. ”Vi er helt klart mere åbne nu, og vores møde med præsten har sat spor i vores hjerte. Det kommer til at være en del af vores liv nu. Vi vil fortsat besøge kirken og følge med i, hvordan det går,” nikker de samstemmende.  ”Jeg kan selv huske min opvækst i området, hvor der ikke var råd til nyt tøj og andre behov. Derfor kan jeg identificere mig med lidelserne i området og vil gerne hjælpe Neubel med at række ud til de nødlidende,” bekræfter Yosvany.

Indsamling rørte præst til tårer

Og Alicia bakker op. Hun har allerede stået for den første indsamling blandt de danske dansere, der skulle til Cuba. Det blev til 15 poser med fødevarer, som blev afleveret personligt af hele holdet. ”Alle var med på idéen med det samme, fordi de kunne se, hvor påvirket jeg var. Neubel blev rørt til tårer, da han så rækken af mennesker komme ind i kirken med poser i hånden. Og det var ikke kun ham, der var rørt. Vi kunne alle sammen mærke, at vi var del af noget stort.”

Cuba

Befolkning
11.333.483

Donér