Solevi John
Af Mette Schwartz 27. sep 2019 |

Bag enhver stærk mand står en kvinde

I Solevi Johns familie er missionærgerningen i Nordindien gået i arv gennem tre generationer, og hun er lykkelig over, at hun og ægtemanden Victor har levet længe nok til at opleve høsten. 

Sammen med Victor John står Solevi, 73 år, i spidsen for kirkeplanterbevægelsen ASSI - en bevægelse, som spreder sig med lynets hast og på 25 år er vokset til godt 20 millioner medlemmer. 

Solevi og jeg har sat os i et roligt samtalehjørne på SommerOase i Horsens. Her er Victor John inviteret til at undervise på to workshops om discipelskab og den indiske vækkelse. 

Og det er oftest sådan, det er. Victor har den udadvendte rolle. Men bag kulisserne står Solevi for lige så stor en andel. Derudover bærer hun på en arv, som efter vores mening gør ægteskabet med Victor til ’A Match Made In Heaven’.

Mormor var den første

De missionære rødder i Solevis familie stikker nemlig dybt og blev 
allerede plantet i 1910, hvor mormor Helga - med det sigende efternavn Modig - bliver udsendt fra Örebromissionen i Sverige. 

“Min mormor bliver egentligt sendt ud sammen med en anden kvinde for at hjælpe en missionær, der er blevet syg. Da de når frem med båden til Mumbai, viser det sig, at han allerede er død,” fortæller Solevi.

I forvejen er der meget missionærarbejde i området. Derfor beslutter de to kvinder sig for at rejse videre med tog nordpå. Det bliver starten på familiens missionærarbejde i Nordindien.

“Udover at være en god evangelist, så er min mormor også jordemoder. Noget der er brug for i landsbyerne. Efterfølgende slutter flere missionærer sig til. Blandt andet min morfar, som gifter sig med min mormor i 1916, og et år senere kommer min mor Svea til verden,“ fortæller Solevi.

Ramt af den spanske syge

Livet som missionær er dog ikke uden prøvelser for familien. I 1918 raser den spanske syge.

“Min morfar var en stor stærk mand, som aldrig blev syg. Han passer en syg mand, som overlever. Men desværre bliver han selv ramt og dør kort tid efter. Det var hårdt for min mormor,” fortæller Solevi.

Da mormor Helga nu er alene, får mor Svea lov til at rejse med til Indien. Det er ellers almindeligt, at missionærbørn må blive i hjemlandet og bo hos slægtninge. Derfor vokser Svea, som den eneste af børnene, selv ind i kaldet som missionær og uddanner sig til lærer.

Far mirakuløst helbredt 

I 1937 kommer Solevis far Evert til Indien, og i 1944 bliver han gift med Svea. De får fem børn, hvor Solevi er nummer to i søskendeflokken.

“Under forlovelsen bliver min far ramt af skoldkopper og maleria, som han ikke tror, han overlever. I et brev til min mor skriver han, at hun skal føle sig fri. Men den nat gjorde Herren et mirakel. Min far ovelever. Han havde heller ikke fået grimme ar, men dog mistet mange kilo og håret. Min mor, som var en ung smuk kvinde, forsikrer ham om, at hun ikke har valgt ham for udseendet,” fortæller Solevi.

Midt i alt dette har mormor Helga også været alvorligt syg af kræft. Hun dør i november 1943 og i januar bliver parret gift.

“I sine erindringer til familien skriver min mor, at det var godt, hun kunne fokusere på noget andet end morens død, for hun var den eneste, hun havde,” fortæller Solevi.

Troede ikke jeg skulle være missionær

Som teenager rejser Solevi med sin søster til Sverige, og egentlig var det med overbevisningen om, at hun ikke skulle vende tilbage til Indien. Men efter ti år sker det alligevel. Først på et stipendiat og siden som missionær fra 1978.

“Jeg begynder at arbejde sammen med mine forældre med et særligt fokus på børne- og ungdomsarbejdet. På det tidspunkt er der behov for at tænke nyt. Vi arbejder kun med børn fra kristne familier, og jeg undrer mig over, hvorfor vi ikke inddrager alle de mange børn i området. Det bliver begyndelsen på at tænke meget mere holistisk i vores sociale arbejde,” forklarer Solevi.

Tragedie rammer familien

I 1974 rammer en stor tragedie familien. Solevi´s søster og svoger var engageret i Operation Mobilisering (OM), som netop havde haft et stort Outreach i Indien med Open Air møder. Men rejsen tilbage til Vesten foregår i bil med seks mennesker, og i Jugoslavien forulykker de med en lastbil. Fire dør. Blandt dem søsteren og svogeren.

“Det var en stor tragedie, som ramte mine forældre meget hårdt. To unge dedikerede mennesker, som dør alt for tidligt. Det er under mindehøjtidligheden Victor ser mig for første gang. Mens sorgen havde sløret mit syn,” fortæller Solevi.

Victor forstår det er tid til at høste

I 1970´erne begynder OM at overgive lederskabet til inderne.

“Victor er visionær og har allerede flere teams,” fortæller Solevi og fortsætter: “Vi møder også hinanden gennem OM folkene og bliver forelsket. Men i starten går vi meget stille med dørene,” smiler hun.

Solevi og Victor bliver gift og får tre børn. Og efter knap et århundrede med at pløje, plante og vande, bryder familiens slid og ofre igennem i Nordindien. Markerne er klar til høst.

“Victor ser det. Nu skal høsten hentes ind, og i 1994 starter vi ASSI, og resten er historie. Jeg er lykkelig over, at jeg har levet længe nok til at opleve frugten i landet, som min familie har viet deres liv til,” slutter Solevi.
 

Indien

Befolkning
1.336.417.754

Donér

Nyheder fra Indien

Ingen tilgængelige nyheder.